Slut med at lede efter bolig

HverdagslivLeave a Comment on Slut med at lede efter bolig

Slut med at lede efter bolig

– Jep. Slut med at lede efter bolig.
Og hold da op hvor er jeg dog lettet over det.
“Har du da fundet et andet hus du kan leje?”
Nej det har jeg ikke.
Men læs med videre, så får du hele forklaringen og en sød historie der knytter sig til, ja nogle vil måske ligefrem sige at “Der er mere mellem himmel og jord” Og måske mumle noget om skæbnen.
Ja man ved jo aldrig,..

Lidt baggrunds historie

Vi skal tilbage til 2016, eller i virkeligheden nok en del længere tid tilbage.
Er jo ingen hemmelighed, at jeg allerede dengang jeg var på lejrskole herover i 7.klasse, havde en følelse
af at jeg gerne ville tilbage hertil. Det kan du læse mere om hvis du trykker lige her
Det var en drøm der blev ved at med poppe op med jævne mellemrum.
Så da mit andet ægteskab gik i smadder, begyndte jeg at søge aktivt efter arbejde her.
I 2016 blev jeg så kaldt til 2 samtaler herover. Samme dag ovenikøbet.
Inden da, havde jeg set et lille hus der var til salg. Ja jeg havde faktisk haft salgsopstillingen med til min daværende bankrådgiver, bare for at vise hende hvor fint det var. Jeg spurgte ikke om muligheden for at købe dengang, for jeg havde kun et vikarjob på det tidspunkt.
På Djursland vel og mærke.

Lille bitte, men vigtig lufthavn

Jeg tog til jobsamtalerne herover. Havde inden da fået kontakt til Bornholms tilflytterkonsulent, Rune Holm som var så flink at køre mig til de to samtaler. I bilen fortæller jeg ham at jeg allerede har kigget på et hus. Han ringede til ejendomsmægleren for at høre om vi kunne få en fremvisning samme dag. Det kunne vi desværre ikke. Men i stedet kørte vi hen til huset, og ringede på og spurgte pænt om vi måtte gå en lille runde i haven. Det måtte vi gerne. Sødt lille hus med å i baghaven.
Hvis du er tilflytter til Bornholm, eller overvejer at blive det så kan du komme i kontakt med Rune Holm hvis du klikker her
Vel tilbage på Djursland, måtte jeg erkende at det ikke blev til Bornholm lige i den omgang, men jeg besluttede samtidig at jeg ikke ville opgive drømmen. Og ja, jeg endte jo med at flytte hertil.
Huset var ikke længere til salg, og det deltidsjob jeg efterfølgende fik, havde sikkert ikke været nok til et huskøb.

slut med at lede efter bolig
Det er vist nemt nok at forstå jeg synes her er dejligt.

Boligsøgning

Jeg har derfor boet til leje lige siden jeg flyttede til Bornholm. Det første hus lå dejligt på landet, men da det var til salg og jeg ikke havde mulighed for at købe det, måtte jeg flytte. Jeg fandt et andet sted, og jeg ville lyve hvis jeg påstod jeg var glad for det. Det vil sige, huset var som sådan fint nok, men området var ikke lige min kop the. Så derfor søgte jeg videre efter en anden lejebolig dog uden held.
Du kan læse mere om min håbløse søgning efter anden bolig hvis du trykker lige her
Jeg fandt ikke noget andet, så jeg har boet her i snart 1½ år. Alt for længe.
Men det er så også slut lige om lidt.

Slut med at lede efter bolig
Vuffen bliver helt sikkert også glad for at flytte

“Men Cecilia, nævnte du ikke noget om Skæbnen og hvorfor fortalte du en længere historie om et hus du alligevel ikke købte?”
Ah ja, jeg fortaber mig vist helt i minderne.
I hvert fald så blev jeg fornyelig forhåndsgodkendt til huskøb. Og jeg fandt en gammel gård i samme område som jeg havde boet før. Den kunne blive rigtig fin. Men det ville komme til at koste en del at sætte den i stand, og jeg var usikker på om jeg ville kunne overskue det. Ville jo helst ikke ende op som en sølle eksistens der boede i noget skrammel der aldrig blev lavet færdigt.

Magi i luften

Og her kommer magien så ind i spillet. Det lille hus jeg var ude og se på i 2016 var nemlig sat til salg igen.
Selvom jeg jo drømte lidt om at blive gårdejer, så vendte jeg alligevel hele tiden tilbage til salgsopstillingen på det lille hus ved åen. Og drøftede huset og dets have med dem jeg kender.
Endelig tog jeg mig sammen og spurgte min søn om han ville med ud og se det. Det var helt specielt komme hen til det igen. Jeg kendte det jo lidt på forhånd.
Faktisk, hver gang jeg har haft kørt forbi det, siden jeg flyttede hertil, har jeg nikket til det. Sådan lige hilst på det. Min søn sagde til mig at han godt kunne se mig bo der. Det kunne jeg også.
Så hele processen blev sat i gang. Og i dag fik jeg så den her mail – lige efter ejendomsmægleren havde ringet og fortalt mig det samme:

“Kære Cecilia  
Købsaftalen er nu godkendt af din og sælgers bank og vi ønsker tillykke med købet.”

Så jep. Slut med at lede efter bolig.
Det blev ikke til et hus med en kæmpe grund. Til gengæld blev det til et lille hyggeligt bondehus med å i baghaven. Jeg glæder mig helt vildt til at flytte ind i det.
Og til endelig at slå rødder. I det allerførste hus jeg så til salg på Bornholm.

Huset ligger i Østerlars sogn. Hvor den her fine sag jo ligger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Til toppen