– Hvad skal huset hedde?
Jeg har, siden jeg overtog mit hus, tænkt at det skulle have et navn.
Har også ærgret mig lidt over at der ikke hang et skilt på det, med et gammelt navn.
Jeg tænker at der knytter sig en historie til hvordan og hvorfor et hus har fået et bestemt navn.
Det er også tilfældet med det navn mit hus endte op med, og som det virkeligheden nok hele tiden har heddet.
Læs med videre, så får du historien om navnet “Huset under Solen”
Det er hyggeligt når huse har navne
Jeg synes i det hele taget at, det er super hyggeligt når man ser huse med navne.
Som barn lod jeg altid mærke til det, og jeg kan huske at der i Odense var et hus der hed Nova.
Det var jeg ret betaget af, eftersom jeg jo hedder dét til efternavn, og det var samtidig også før alt muligt andet kom til at hedde Nova.
Men det var jo huset her vi kom bort fra.
Jeg har gået og overvejet et passende navn.
Det måtte i grunden godt have en reference til Tolkiens The Lord of The Rings, men at give et hus på Bornholm, et engelsk navn virkede plat. Og de danske navne og betegnelser fra Tolkiens værker, bryder jeg mig ikke så meget om. Så det droppede jeg igen.
I en periode blev det kaldt for Mumihuset i Mumidalen.
Men det duede altså heller ikke helt.
Så jeg lagde ideen lidt til side, og tænkte at der måske dukkede et godt og passende navn op på et tidspunkt.

Og så dukkede der et navn op
Imellem tiden havde jeg haft besøg af fra en rar person fra Borgerforeningen her i Østerlars.
Hun kom for at byde mig velkommen til området, og havde en fin velkomstgave med til mig fra foreningen af.
Der var en masse brochure og visitkort fra selvstændige og seværdigheder i området.
Der var sæbe fra sæbebutikken og der var et gavekort til den lokale brugs, plus et års medlemskab af foreningen. Alt sammen i en sød stof pose.
Det blev jeg virkelig glad for.
Jeg sendte hende senere en mail hvor jeg takkede for for velkomsten og spurgte lidt ind til det med visitkortene, kunne jo være de ville have mine med i de kommende pakker.
Det vidste sig så at de helst ville have visitkort hvis man solgte noget fysisk.
Hvilket er helt i orden.
Men – og NU kommer vi til det helt rørende og sjove:
Hun skrev at huset her, af Østerlarsboer altid var blevet kaldt for “Huset under Solen”, og spurgte mig om jeg vidste om det var dets navn, eller om det bare var et øgenavn.
Jeg har aldrig hørt om det før. Har kun hørt at tidlig ejer skulle have talt om at hun boede “Nede i hullet” – og dét ville jeg altså ikke kalde det.
Men “Huset under Solen” Det kan jeg rigtig godt lide. Så det skal det hedde.
Eller det vil sige, at det har det jo så måske altid heddet.
Det var en sommer hilsen fra “Huset under Solen”
Det var en lille sommer hilsen fra “Huset under Solen”
I et af de kommende opslag herinde vil jeg skrive lidt om hvad jeg har af planer og drømme for stedet her inkl. haven.
Jeg afventer i øvrigt stadig svar fra kommunen vedr. det lån man kunne søge ved dem, til etablering af ny spildevandskloak – den sag kan du læse mere om her
