Bloggen

Hverdagsliv4 kommentarer til Bloggen

Bloggen

– Jeg har igen overvejet hvad der skal ske fremadrettet med Bloggen.

Jeg har ikke været ret aktiv her på Bloggen igennem noget tid.
Derfor har jeg tænkt lidt over, hvad jeg i grunden vil og skal med den.
Jeg har kigget tilbage på den oprindelige ide, og på hvad der skete.
Og kommer ind på mine tanker om hvordan Bloggen kan udvikle sig fremover.
Læs med herunder.

Oprindeligt

Til at starte med, helt fra begyndelsen af var der masser af planer og tanker om hvad Bloggen skulle bruges til.
Oprindeligt skrev jeg på den når jeg havde været ude på tur. Jeg ville gerne videreformidle mine oplevelser, og give inspiration til andre om at komme ud og opleve lidt.
Og jeg lagde også dengang en masse flotte fotos op, som jeg selv tog når jeg var ude på tur.
En kort overgang drømte jeg lidt om at blive en slags naturguide, hvor jeg kunne have folk med rundt.

cillanothome

Sygdom og ævl og bøvl

De oprindelige planer gik fløjten da jeg blev sygemeldt.
Jeg kom stadig ud, men det var meget korte ture, og det var ikke ret tit.
Turene var faktisk så korte at det mest var, at min søn og jeg kørte et eller andet sted hen, hvor vi vidste at der var en pæn udsigt.
På gode dage gik jeg et par meter.
Måske hen til en strandkant, på stive usikre ben.
Andre gange nøjedes vi med at sidde inde i bilen og kigge ud, eller kørte bare lidt rundt.
Jeg kan mærke at jeg bliver helt ked af det, ved at tænke tilbage på den tid. Som om jeg et eller andet sted har fortrængt hvor hårdt det i grunden var. At mig, som ellers elsker at komme ud på tur, pludselig bare slet ikke kunne gøre det.
De små ture, min søn og jeg tog ud på betød enormt meget for mig. Jeg er enormt glad for at jeg trods alt alligevel kom lidt ud.
Men det var altså begrænset hvor meget jeg kunne skrive om de her ture, på Bloggen.

Det var ærligt talt vildt hårdt

Jeg kunne dengang mærke at jeg ikke ville skrive så meget om sygdom og mit forløb igennem systemet, det var for mig alt for sårbart. Så der var ikke opslag med “Hurra i dag har jeg gået fire meter”
Jeg skrev dog et lille indlæg – hvor jeg rent faktisk forsvarede dét at jeg kom lidt ud.
Der var nemlig fra officiel side af, overvejelser om hvorvidt jeg kunne godkendes til førtidspension – fordi jeg jo kom lidt ud sommetider. Det er helt grotesk, når jeg tænker tilbage på det.
Turene var jo som beskrevet ovenfor. Jeg gentager gerne mig selv: Jeg ville på INGEN måder kunne varetage et fuldtid, deltids eller fleksjob. Hverken dengang, eller nu.
(Gad vide hvor lang tid jeg stadig vil føle at jeg skal forsvare mig selv? Det var vildt hårdt at blive mistænkeliggjort i så høj grad, så det sidder tydeligvis i mig stadig)
Du kan læse indlægget hvis du trykker lige Her
Selvom jeg har skrevet lidt om at jeg blev førtidspensionist, så har det ikke fået lov at overtage helt.
Det skulle i hvert fald ikke være sådan at, sygdom og ævl og bøvl skulle blive den nye røde tråd her.
Så hellere være lidt mere stille.

Bloggen

Hus og Have blog?

Jeg blev husejer sidste år, så Bloggen kunne jo udvikle sig en til Hus og Have blog.
Med fine beskrivelser af alt det jeg skulle i gang med. Istandsættelse og havearbejde.
Og om hvordan jeg omsider fik ro i mit sind. For det var faktisk hele pointen med at bo i lille hus på landet.
Få ro på, slå rødder og heale mig selv dermed.
Men så kom der økonomisk krise. Og jeg ville helt klart lyve hvis jeg sagde jeg havde økonomisk overskud til noget som helst istandsættelse her. De penge der skulle gå til det, er istedet gået til øgede udgifter dels på budgettet, men også bare til at leve af.
Alt er jo blevet dyrere. Og når man i forvejen ikke har verdens største indtægt, og stadig betaler af på en dum SU gæld, ja såååå.
(Jeg forstår ikke at andre kan få nedskrevet eller afskrevet sin su gæld, når jeg ikke kan)
Ja og haven har så gemt på en grim overraskelse, som jeg rent ud sagt ikke orker at skrive om i den her omgang, andet end at det også har været medvirkende til en del grå hår og “Havde jeg vidst det, så havde jeg aldrig købt”.
Det vil jeg kommer nærmere ind på, når der er en afklaring på det..
Så nej, det er heller ikke rigtigt blevet til en Hus og Have blog.

Jamen hvad så? Er der en pointe?

Selvom det har vist sig at der var en grum overraskelse i haven, så er jeg alligevel blevet glad for at bo her.
Jeg tror nok jeg bliver boende. Det er faktisk store ord. For det med at flytte, ligger vist i mit dna.
Jeg kommer til at skrive mere om Hus og Have. På sigt.

Jeg er så småt begyndt komme mere ud på tur.
Ikke helt på samme niveau som før jeg blev syg, men sådan er det.
Bliver det ikke som før, så går det nok. Så bliver det bare på en anden måde.
Jeg kommer sikkert til at skrive lidt om mine små ture.

Jeg begynder så småt at vænne mig til at være førtidspensionist.
Jeg er ikke helt sikker på om jeg helt har accepteret det, men det er mere i kraft af at jeg synes det er uretfærdigt at jeg sidder med en kæmpe gæld fordi jeg blev en der var “syg på kontanthjælp” før jeg fik min pension. Jeg vil måske også altid have en snert af bitterhed over at Livet blev sådan.
Det kan godt være at alt det med sygdom og pension lyder som at jeg har frygteligt ondt af mig selv. Hvis du synes det – så vil jeg være så grov og sige at så længe man ikke har været i mine sko, så ved man reelt ikke hvad det drejer sig om, og hvordan det føles.

Bloggen

“POINTEN” blev der sagt!

Ah jamen pointen er at jeg beholder min blog, og at jeg regner med at blive mere aktiv på den.
Det tager stadig lang tid for mig at skrive et indlæg, men det er måske noget jeg kan træne mig op til igen.
Indholdet vil være en bid af mit liv.
Om det så er Hus og Have. Hund og Høns. Eller små ture rundt i naturen.
Og så slipper du nok ikke helt for et surt opstød af og til.
Sådan er det bare.
Jeg kan love at billederne stadig vil være flotte og at jeg selv er fotograf på dem.

Kom gerne med input her, eller send en besked på min profil på instagram.
– den finder du hvis du trykker Her

4 thoughts on “Bloggen

  1. Alexander Nova siger:

    Jeg synes også at vores køre ture er rigtig hyggelige og forstår 100% det du skriver, især det med haven, i salgs annoncen lyd det til at haven var perfekt. Det lyder som en rigtig god ide med at blive boende ❤️. Vi må på flere køre ture igen her til sommer 🙂

    1. Tak for din søde kommentar
      Jeg er altid frisk på en køretur sammen med dig <3

  2. Tack för att du delar med dig av personliga rader. Jag är svensk så jag valde svenska som språk, men det mesta av texten förstod jag. Nog ser jag att du är en duktig fotograf men du är också en duktig skribent. Kanske kommer du att skriva ett manus och ge ut en bok i framtiden. Jag önskar dig all lycka till med det nya oskrivna nya året. Hoppas du orkar och få fler och fler bra dagar där du kan åka på längre utflykter på din vackra ö.
    Hälsningar från en annan ö

    1. Hejsa
      Mange tak for din fine kommentar.
      Jeg kan sagtens læse svensk, så det er super.
      Jeg må ind og læse om Gotland på din blog, den ser rigtig god ud.
      Kram herfra 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Til toppen