Lejebolig på Bornholm

Lejebolig på Bornholm
HverdagslivLeave a Comment on Lejebolig på Bornholm

Lejebolig på Bornholm



Og jeg advarer lige på forhånd – jeg lyder lidt som en sur gammel mand der gentager sig selv..

Der er jo nogle der udgiver bøger, om deres forsøg på at finde en partner. Måske skulle jeg udgive en bog, med mine forsøg på at finde en lejebolig på Bornholm.

Og før du læser videre, vil jeg lige skynde mig at skrive, at det her ikke er sådan et indlæg om at jeg synes bornholmerne er dumme.
Der også er tilflyttere som udlejer boliger. Så er det på plads, og vi kan fortsætte.

Jeg havde i min vildeste fantasi ikke troet, at det skulle blive så svært at finde en anden lejebolig på Bornholm.
Som jeg har skrevet i et af de foregående indlæg så har jeg søgt i ret lang tid efterhånden.
Ingen af de steder jeg ellers har boet, har det været så svært at finde et lejemål som opfyldte bare et minimum af mine ønsker.

Cape Town, Sydafrika. Kun et udsnit af byen. Det var nemmere at finde lejebolig der, end det har været her på Bornholm.

Ikke engang dengang jeg boede i Odense, var det så svært, og det er ellers en by af en vis størrelse.
Selv i Cape Town, Sydafrika var det muligt, og nemmere at finde en lejebolig.

“Men har du slet ikke fået noget tilbudt da?”

Jo, der har været nogle tilbud. Og jeg er jo også endt op i et tæt bebygget parcelhus kvarter, da det hele blev lidt for akut med at finde noget. Håbet var og er, at finde noget andet end det jeg bor i nu, så derfor søger jeg stadig.
Og ja, jeg ved godt jeg lyder utaknemmelig, når jeg fortæller at jeg har fået tilbud, og så har sagt pænt nej tak.

Nu skal jeg fortælle dig om nogle af de tilbud jeg har fået

Jeg har fået nogle tilbud fra forskellige mænd, hvor det hver gang har handlet om at jeg skulle bo sammen med dem.
Så kunne jeg få lov at bo helt gratis – jeg skulle bare tilbyde “selskab” til gengæld.
Den slags tilbud har der faktisk været nogle stykker af. Pænt nej tak.

Jeg har fået tilbudt boliger i meget dårlig stand. Nogle af dem var uden varme. Godt nok er jeg ikke så vild med for meget varme men Pænt nej tak.

Lejebolig på Bornholm
Selv fuglene frøs her

Jeg har fået et par tilbud om bofællesskab. Hvor nogle af dem kunne have været meget hyggelige hvis man ellers var til det.
Det er jeg så slet ikke. Det ene tilbud overvejede jeg alligevel længe før jeg sagde nej tak.
(Det har, ved nærmere eftertanke måske været de mest seriøse tilbud, og de bedste tilbud, hvis man ellers havde lyst til at bo i bofællesskab)

Så har der været nogle tilbud, hvor det var et stuehus man kunne leje, hvor der så var stalde og andre bygninger som ejer ville komme til, enten dagligt eller nogle dage om ugen. Hvor man så delte gårdsplads / have. Det havde nok været fint hvis det var nogen man kendte i forvejen. Men når man ikke kender hinanden kan det hurtigt blive noget rod, så jeg sagde også pænt nej tak til de tilbud.
Det ene sted var bygningerne/stalde lejet ud til andre, så man vidste ikke hvornår der kom folk dertil, og hvem der kom.
Så har man ikke meget privatliv. Pænt nej tak.

Spøjse tilbud og sure folk

Der har også været nogle tilbud, hvor jeg ikke kunne få at vide hvor den pågældende bolig lå, selvom det var udlejer der havde rettet henvendelse til mig. Det var lidt underligt. Dem har der også været et par af. Måske skræmte jeg dem bare væk før de havde mødt mig.

Nogle gange har jeg også fået nogle tilbud, om at leje en bolig, men hvor man så ikke havde besluttet sig for hvad man ville have i husleje, og man vidste i det hele taget ikke helt om man gad leje ud, eller bare skulle sælge huset.
Der kunne man risikere at de ikke gad leje ud mere, når man ellers lige var flyttet ind.
Pænt nej tak til de meget usikre tilbud.

Og i øvrigt er det også pænt nej tak til de tilbud hvor man ikke kan få en lejekontrakt.

Der har også været et par henvendelser ala “Jeg har et hus til udlejning, send en besked hvis du stadig søger” Og når jeg så skriver tilbage, så eksistere profilen ikke mere.

Jeg har også prøvet det der med at man aftaler at se et lejemål, og samme dag man skal ud og se det, så bliver det aflyst en time før. Det er sket et par gange. Det kan man altså godt miste modet lidt af.

Der har også været de typer som har synes min annonce eller opslag ikke lige var deres smag. Og så har de sendt grimme beskeder til mig. Ikke fordi de havde noget at udleje, men bare fordi de synes jeg skulle have en svinsk besked.

Ja, jeg har faktisk også oplevet dem der er blevet sure over jeg har takket pænt nej tak til tilbud. Typisk har det været dem med boliger af virkelig ringe stand, eller hvor de ville leje ud på nogle spøjse vilkår, eller uden lejekontrakt.

Lejebolig på Bornholm
Det her foto lavede jeg, og brugte på facebook til mit Søger bolig opslag. Der var så en der snuppede det, og brugte det til sit eget søger bolig opslag..

Hvorfor er det SÅ svært at finde en lejebolig på Bornholm?

Jeg ved ikke hvorfor det er så svært at finde en lejebolig på Bornholm. Er det pludselig blevet in at bo her?
Der er godt nok mange der søger, det kan jeg se i grupperne på Facebook.
Og der kommer også mange tilflyttere hertil. Det undrer mig, at man ikke, i bestræbelsen på at få flere tilflyttere, fortæller hvor svært det er at finde bolig. Det er jo ikke alle der kommer med penge fra et hussalg, og heller ikke alle der kan købe hus.

Det er i hvert fald stadigvæk mit allerbedste, og vigtigste råd til nye tilflyttere der vil afprøve drømmen om Bornholm.
Sørg nu for at have boligen på plads før du flytter hertil.

Hvilket jeg jo også havde, indtil det hele gik i ged, med sygemelding og ingen mulighed for at købe det hus jeg havde lejet.
Det kan du læse mere om her

Stiller jeg for høje krav til en bolig?

Det synes jeg jo ikke. Jeg synes også at jeg kan betale en relativt høj husleje, i betragtning af at det ikke er storby jeg søger i.
(Max kr. 6000 om måneden plus forbrug)
Det er ikke noget der er kæmpe stort, eller nyt og luksus, som jeg søger.
Jeg er med på at når man har hund, så står man ikke nummer 1 på listen. Det er fair nok.
Til gengæld har jeg ikke noget i mod at bo landligt. Jeg vil allerhest bo uden naboer tæt på.
Den slags huse er der altså også en del af på landet, her på Bornholm.

Nogle gange er jeg ved at give lidt op i forhold til at finde en anden bolig. Ja ærligt talt, så sniger der sig sommetider en følelse ind af at jeg ikke skulle have flyttet hertil.
“Men så flyt tilbage” Tilbage til hvad og hvor?
Til Odense? Jeg har intet forhold til den by mere. Til Randers? Aldrig i livet. Og Djursland, nej det trækker heller ikke.

Jeg er ikke færdig med Bornholm. Og jeg er slet ikke færdig med bornholmerne.
Hvis man var overtroisk ville man måske sige at Bornholm var færdig med mig.
Men jeg er heldigvis ikke overtroisk.
Jeg mangler bare en lejebolig på Bornholm.
Igen igen.

Lad os satse på, at mit næste indlæg bliver mere positivt, fremfor at lyde som endnu et indlæg fra en sur gammel mand.

Jeg er stadig optimist og krydser fingre for at jeg finder et andet dejligt sted at bo her på Bornholm


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Til toppen